Skolevægring og tabt arbejdsfortjeneste:
Hvad har du egentlig ret til?

Sidder du derhjemme med et barn, der er ramt af skolevægring på grund af en funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom? Det er et kæmpe pres at være forælder til et barn i skolevægring, og måske har du været nødt til at sygemelde dig, gå ned i tid eller helt sige dit job op for at passe, skærme og støtte dit barn i dagtimerne.

Men hvad siger juraen og Ankestyrelsens praksis egentlig om din situation, og hvilke muligheder har du for at få tabt arbejdsfortjeneste?

Afslag på tabt arbejdsfortjeneste
En del forældre får afslag på tabt arbejdsfortjeneste. Det kan være med en begrundelse om, at:

  • Dit barn ikke er omfattet af målgruppen.
  • Kommunen ser ikke et pasningsbehov.
  • Kommunen anser skolevægring som skolens ansvar – ofte henvises til "sektoransvar".
  • Du har ikke et indtægtstab.

Desværre er der ofte fejl i afgørelserne, og sagerne bliver hjemvist af Ankestyrelsen (den skal behandles igen, ofte grundet manglende oplysninger) eller omgjort (kommunens afgørelse ændres).

Her beskriver jeg kort nogle af de mest almindelige områder, som kommuner lægger vægt på i behandlingen af din ansøgning og afslag på tabt arbejdsfortjeneste - og som du skal være opmærksom på, hvis du vil søge.

Det er kun et kort oprids og reglerne er komplekse, så har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Målgruppe – en vurdering af dit barns funktionsevne.
For at du kan få tabt arbejdsfortjeneste efter Barnets Lov § 87, skal dit barn have en betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Har kommunen vurderet, at dit barn har det, så kalder de det "at være omfattet af målgruppen".

Hvis de vurderer, at dit barn ikke er omfattet af målgruppen, vil du få afslag på din ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste.

Vurderingen sker på baggrund af oplysninger fra forældre, skole/institution, læge, andre fagpersoner omkring dit barn samt ofte barnet selv.
Da kommunen skal have tid til at indhente og vurdere oplysningerne samlet, har de fleste kommuner en sagsbehandlingstid fra 8-12 uger fra du søger til du får en afgørelse.

Diagnose vs. funktionsevne:
Kommunen må ikke give dig afslag alene, fordi dit barn ikke har en diagnose. Kommunen skal foretage en helhedsvurdering af dit barns funktionsevne på alle de arenaer, der omfatter et almindeligt børneliv.
Konkret betyder det, at de skal vurdere, hvordan dit barn fungerer i skole/institution, i hjemmet og i fritiden. Hvis dit barns funktionsevne er så nedsat, at det har alvorlige følger i hverdagen, vil dit barn ofte være omfattet af målgruppen.

Er dit barn for belastet til at gå i skole eller ude af stand til at have et almindeligt fritidsliv med venner og fritidsaktiviteter, så er funktionsevnen nedsat på disse områder, men det er den samlede vurdering af barnet, der er afgørende for, om betingelserne er opfyldt.
Hvis dit barn er velfungerende på flere områder, vil det være mere vanskeligt at argumentere for, at dit barn har en varig og betydeligt nedsat funktionsevne.

Dette kan være en udfordring for mange forældre, da nogle børn "maskerer" og ikke udviser mistrivsel på nogle områder, selvom de har det særdeles vanskeligt. Måske reagerer de kun i hjemmet, hvor barnet føler sig tryg. Måske "holder de på sig selv" i skoletiden og har derfor på overfladen et højere funktionsniveau end hvad barnet reelt kan magte. Kommunen har pligt til at inddrage dette i vurderingen.

Medicinsk behandling?
Hvis du har et barn, der fungerer godt på medicinsk behandling, skal du være opmærksom på, at dit barn godt kan være omfattet alligevel, da kommunen skal foretage en vurdering af, om den medicinske behandling har afgørende betydning for funktionsniveau eller fraværet af medicinsk behandling er livstruende. Som udgangspunkt skal vurderingen foretages med medicinsk behandling, men er ovenstående tilfældet, kan dit barn med f.eks. diabetes være omfattet, da vurderingen så skal foretages uden medicinsk behandling.

Læs eventuelt mere her Ankestyrelsens principmeddelelse 43-22

Varighedsbegrebet – kronisk eller langvarigt.
Dit barns funktionsnedsættelse skal være langvarigt eller kronisk. Der er ingen lovmæssige angivelser af, hvad "langvarigt" konkret betyder, men i praksis er det ofte minimum et år.
Varighedskravet knytter sig udelukkende til selve funktionsnedsættelsen eller den kroniske lidelse.

Pasningsbehovet må godt være midlertidigt. Ankestyrelsens praksis slår fast, at selve det konkrete pasningsbehov eller skolevægringen sagtens kan være midlertidig. Kommunen kan derfor ikke give afslag på tabt arbejdsfortjeneste med den begrundelse, at "skolevægringen forventes løst inden for 6 måneder", så længe den underliggende årsag til fraværet er barnets varige funktionsnedsættelse.

Prognose og behandling (Principmeddelelse 43-22):
Hvis der er iværksat medicinsk eller pædagogisk behandling, må kommunen kun afvise sagen på varighedskravet, hvis der er en konkret, lægelig prognose om, at behandlingen vil afhjælpe følgerne fuldstændigt inden for kortere tid, så barnet bliver helt raskt eller velfungerende uden støtte. Ved varige udviklingsforstyrrelser er dette sjældent tilfældet.

Pasningsbehov
Det fravær, som du har, skal være nødvendigt og en direkte konsekvens af dit barns funktionsnedsættelse. Det betyder, at kommunen bl.a. vil vurdere, om dit barn kan være alene hjemme, om barnet kan passes af andre end dig eller om barnets skolevægring skyldes noget andet end nedsat funktionsevne.

Hvis kommunen vurderer, at dit barn kan være alene hjemme eller at barnet godt kan passes i f.eks. SFO, så vil du få afslag på din ansøgning med henvisning til, at der ikke er et reelt pasningsbehov. De ser altså ingen grund til, at du tager fri for at passe dit barn.

Kommunen kan ikke alene med vægt på barnets alder give afslag med henvisning til, at et barn almindeligvis kan være alene hjemme i den alder. Der skal altid laves en individuel og konkret vurdering af, om barnet reelt kan magte at være alene. Ofte har børn i skolevægring angst problematikker, så det er vigtigt, at der ses på barnet frem for hvad et barn i almindelighed kan.

Hvis kommunen vurderer, at dit barn ikke vil i skole på grund af andre faktorer end funktionsnedsættelsen – det kan være mobning, forhold i hjemmet eller andet, så vil du få afslag på din ansøgning.
Det er vigtigt, at du får en grundig beskrivelse og vurdering af, hvordan kommunen er nået frem til dette.

Indtægtstab – tabt arbejdsfortjeneste er en kompensation.
Tanken bag tabt arbejdsfortjeneste er, at forældre skal kompenseres, hvis de lider et indtægtstab grundet deres barns funktionsnedsættelse. Det er altså ikke en ydelse til forsørgelse, eller en ansættelse som hjælper for sit eget barn.

Ofte giver kommunen afslag, fordi de vurderer, at du godt kan passe et arbejde eller ikke ville have haft en indtægt uanset, om du må passe dit barn derhjemme eller ej. Det kan også være fordi du kan omlægge din arbejdstid, så du ikke behøver at tage fri eller fast arbejder i aftenvagter.

Det betyder, at hvis du har været hjemmegående i mange år uden en indtægt, så er det vanskeligt at dokumentere et tab af indtægt (Ankestyrelsens principmeddelse 91-11), men det betyder ikke, at du automatisk skal have et afslag, selvom det er sjældent, at man er berettiget.
At være på dagpenge, barsel, kontanthjælp, sygemeldt, selvstændig eller i flexjob betyder heller ikke, at kommunen må give dig afslag alene på grund af det.
Der skal laves en samlet vurdering af, om din manglende evne til at stå til rådighed betyder, at du reelt går glip af en indtægt, som du ville have haft, hvis du ikke skulle passe dit barn.

Modtager du SU, er det vanskeligt at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, idet Ankestyrelsen slår fast i principmeddelelse C-40-06, at der skal være tale om et tab af lønindtægt. Ansøger kunne ikke dokumentere, at denne ville have haft lønindtægt ved siden af studiet, selvom det er ganske almindeligt i dag, at studerende har en indtægt ved siden af studiet. Afgørelsen er 20 år gammel, så måske ville vurderingen være anderledes i dag…

Ankestyrelsen har i artikel beskrevet mere om indtægtstab og beregninger her: Ankestyrelsens artikel, hvis du har lyst til at læse mere om emnet.

Sektoransvar
Overordnet set er skolevægring et fælles ansvar, men nogle opgaver påhviler rent juridisk skoleforvaltningen og andre socialforvaltningen. Lidt forsimplet kan man sige, at den sektor, der udbyder tjenesten, også har ansvaret for, at ydelsen fungerer.
Alligevel er der tilfælde, hvor du kan være berettiget til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, selvom skolefravær er grunden til, at du må passe dit barn derhjemme. Ankestyrelsen har præciseret dette i artikel om emnet, hvis du har lyst til at læse mere – Ankestyrelsens artikel.

Kommune kan altså ikke afvise dig alene med henvisning til, at det er skolens ansvar – er dit barn hjemme på grund af sin funktionsnedsættelse, er der et konkret pasningsbehov, som socialforvaltningen skal forholde sig til. Ankestyrelsen har beskrevet en situation hvor forældre var berettiget til kompensation i enkelte timer og dage - Ankestyrelsens principafgørelse C-11-03